Det kommunale selvstyre er udfordret af serviceloven og udgiftspresset på socialområdet

Det lyder kedeligt og tørt, og ofte bliver forskellige interessegrupper provokeret, når kommunerne italesætter den åbenlyse forskel, der er på det specialiserede socialområde og alle øvrige ansvarsområder i kommunerne. Det ville være meget nyttigt og hjælpsomt, om den forskel med KLs og Regeringens nylige håndslag ændres. Det skal dog samtidig siges, at det vil tage tid at lave disse ændringerne, og derfor vil der gå tid, før de slår igennem økonomisk i kommunerne. Med Torben Tranæs’ egne ord ved lanceringen af rapport nr. 2 nok først i 2027 og frem.

I artiklen skriver Tranæs blandt andet:

”Det er kommunalbestyrelsens ret at lægge niveauet for den kommunale service inden for lovens rammer, hvilket er en helt central del af det kommunale selvstyre (jf. servicelovens § 138)”.

”Budgetloven og de årlige økonomiaftaler binder de forskellige kommunale politikområder sammen, så uforudsete udgifter og styringsudfordringer på ét område vil indskrænke prioriteringsmulighederne på de øvrige velfærdsområder og på tværs af disse, når budgetbegrænsningen er bindende. For at overholde de statsligt fastsatte lofter for service og anlæg, må de fleste kommuner i disse år skære på bygninger, personale og tilbud på ældreområdet samt skole- og pasningsområdet. Hvis ikke har de ikke tilstrækkelige ressourcer til det specialiserede område, som er langt sværere at sætte og fastholde politiske prioriteringer for.”

”Muligheden for at kunne foretage sådanne omprioriteringer ved ændrede ydre vilkår er helt afgørende for, at en kommune kan sikre mest mulig velfærd for kommunens borgere inden for et givet budget. Generelt er kommunernes
mulighed for den slags løbende omprioriteringer, og for at kunne foretage politiske prioriteringer i lyset af lokale forhold, en helt central begrundelse for overhovedet at have et kommunalt selvstyre.”

Link til artiklen: https://tidsskrift.dk/administrativ-debat/article/view/145096/188365